Champion of Champions, den unikke turnering med deltagelse udelukkende af vinderne af årets vigtigste snooker-turneringer, spilles for fjerde gang i midt-engelske Coventry. Regerende mester er Neil Robertson og raketten Ronnie O’Sullivan har ganske usædvanligt allerede nu bekræftet sin deltagelse i turneringen.  Det er superlet at komme fra Danmark til Coventry – skal du over og se snooker i verdensklasse til Champion of Champions 2016?

Hvor spilles turneringen?

Ricoh Arena i Coventry hvor Champion of Champions 2016 bliver spillet

Ricoh Arena i Coventry

Turneringen spilles igen i Ricoh Arena i udkanten af den engelske storby Coventry lidt øst for Birmingham. Arenaen er hjemmebane for League One-fodboldklubben Coventry City – men snookerturneringen spilles naturligvis ikke på selve fodboldbanen, men i den tilknyttede 6.000 kvadratmeter store opvisningshal, Jaguar Hall. Der ligger også et casino i komplekset, samt et hotel, så man kan bo lige ved siden af.

Hvornår spilles Champion of Champions 2016?

Turneringen spilles fra 7. november til 12. november 2016 – finalen bliver altså lidt usædvanligt spillet på en lørdag. De seksten spillere inddeles i fire grupper, og hver gruppe spiller færdig på en dag med to “semifinaler” (bedst af syv frames) om eftermiddagen (kl. 13 engelsk tid) og gruppefinale (bedst af 11) om aftenen (Kl. 19 engelsk tid). Fredag spilles de to “rigtige” semifinaler (bedst af 11) med de fire gruppevindere, og lørdag spilles så finalen (bedst af 19).

Hvor køber jeg billetter og hvad koster de?

Champion of Champions 2014 program

Champion of Champions 2014 program

Billetsalget starter mandag den 18. april 2015, kl. 11 dansk tid. Billetter til gruppekampene koster hhv. £11 og £19 for eftermiddags og aftensessioner eller £21 for en dagsbillet. Dagsbillet til semifinalen koster £36 mens finalen om lørdagen kan ses for £46.

Det er også muligt at købe premium og VIP-billetter. Premiumbilletterne (fra £51 for en session eller £91 for en dag) kan købes til alle dagene giver prioriteret adgang, gode pladser (til semifinale og finale) samt voucher til mad, ear-piece og program.

VIP-billetter fås kun til semifinalen og finalen og inkluderer frokost og/eller middag i Tournaments Lounge, mulighed for at se spillerne træne, bedst mulige pladser, samt de “gaver” der også er med i Premium-pakken.

Billeter kan købes fra mandag den 18. april, kl. 11:00 hos The Ticket Factory.

Hvor kan jeg bo i nærheden af turneringen?

I selve Ricoh-komplekset, hvor Champion of Champions 2016 bliver spillet, ligger det unikke Doubletree by Hilton at Ricoh Arena, hvor spillerne også typisk bor. Det er muligt at få værelser ud mod fodboldbanen (pitch view), men disse er af en meget blandet kvalitet, da nogle af dem også bruges som lounge eller tilskuerrum under fodboldkampene. Det kan derfor anbefales at booke en suite eller et værelse der vender væk fra banen. Se beskrivelsen af en rejse til Champion of Champions i 2014 for lidt billeder og tekst om komplekset og turneringen. Hotellet har dog skiftet ejer (fra DeVere til Hilton) siden 2014, så det kan have betydet noget for indretningen af hotellet.

Ca. en kilometer fra arenaen, i bydelen Longford ud mod en motorvej, ligger det hæderlige kædehotel Novotel. Det er ganske ok, men der ligger intet af interesse i nærheden. Der ligger enkelte gode hoteller i midten af Coventry, som imidlertid er godt 6 kilometer fra Ricoh Arena. Der ligger et stort indkøbscenter ved siden af arenaen, der som nævnt også byder på restaurant og casino, så det er muligt at bruge al tiden derude, også når der ikke spilles.

Vil man bo i centrum, kan man tage bus 4 eller 5 fra stoppestedet Pool Meadow – turen tager ca 25 minutter til stoppestedet Arena Park/Tesco – derfra er der en lille gåtur til selve arenaen.

Hvordan kommer jeg til Coventry?

Birmingham lufthavn ligger tæt på Coventry, og SAS har to daglige afgange dertil fra København. Bus 900 kører direkte fra lufthavnen til Coventry hvert kvarter i dagtimerne, og køreturen er kun på ca. 40 minutter. En taxa fra Coventry togstation til Ricoh Arena koster ca. £10 og tager, afhængigt af trafikken, mellem 10 og 20 minutter. Man kan også forholdsvis nemt og billigt tage toget til Birmingham (ca. 10-15 minutter) og skifte til et tog til Coventry (ca. 15-20 minutter).

Derudover er der gode togforbindelser til byen fra både Manchester Lufthavn (lidt over to timer med skift i Crewe) og fra stationen London Euston (1-1½ time i direkte tog). Både SAS, Easyjet og Norwegian flyver til Manchester og London.