Snookerverdenens uofficielle hold-VM blev i den forgangne uge spillet i den kinesiske storby Wuxi. Turneringen blev en ny stor triumf for hjemmebanefavoritterne fra Kina, som vandt finalen over Judd Trump og Barry Hawkins med 4-3.

Turneringen havde deltagelse af hele 24 landshold med hver to spillere, hvor Kina, som værtsnation, dog fik lov til at stille med et ekstra B mandskab. B-holdet, bestående af Yin Bingtao og Zhou Yuelong, vandt overraskende turneringen i 2015, og var dermed samtidig regerende mestre.

Med 24 deltagende nationer er det klart, at ikke alle spillere er lige store profiler. Der var således en til tider voldsom stor forskel (på papiret) mellem holdene. Så hvor Skotland for eksempel stillede med John Higgins og Anthony McGill, så var deres modstandere fra Cypern den semi-professionelle Michael Georgiu og amatørspilleren Antonis Poullos. Australien stillede med verdensstjernen Neil Robertson og den forholdsvis ukendte Kurt Dunham, der ligger og roder rundt omkring nr. 100 på verdensranglisten.

Formattet var, at landene blev fordelt i 4 grupper a 6 hold, hvor alle hold mødte hinanden i kampe bestående af 5 frames: to singler, en double og de omvendte singler. Derudover var det vigtigste ikke så meget, hvem der vandt, men snarere frame-scoren, da det i sidste ende var antallet af vundne frames i alt, der afgjorde, hvilke to hold, der kom videre fra gruppespillet til kvartfinalerne. Fra kvartfinale til og med finale blev der så spillet bedst af 7 frames, hvor frame 6 og 7 var hhv. endnu en double og en altafgørende single.

Fra Gruppe A gik Wales (Williams og Day) og Kinas B-hold ikke overraskende videre på bekostning af Brasilien, Malaysia, Finland og Norge.

I Gruppe B kom det nok som en moderat overraskelse, at Belgien, med stærkt spillende Luca Brecel flankeret af Jeff Jacobs, vandt gruppen foran det kinesiske A-hold (Junhui og Wenbo) – de endte dog begge a points med hver 17 vundne frames. De øvrige hold i puljen var Hong Kong (Fu med erfarne men relativt ukendte Au Chi-wai), Irland (Doherty/O’Brien), Tyskland og Egypten. Der var dog spænding til det sidste, da Kina A og Hong Kong stod fuldstændig lige inden den afgørende frame i sidste kamp mellem Ding og Fu. Fu lagde ud med 51, hvorefter Ding gik ind og rydtede bordet. Kina A sikrede sig dermed pladsen i kvartfinalen.

England (Trump/Hawkins) toppede gruppe C med imponerende 22 vundne frames og kun 3 tabte. Toer i gruppen blev Iran med Hossein Vafaei og den ny-professionelle Soheil Vahedi, som sidste år vandt verdensmesterskabet for amatører. Ud røg Australien, Svejts, Malta og Pakistan. Irans progression kan virke som lidt af en overraskelse, når det sker på bekostning af et land som Australien, men man skal huske på, at Australien altså stillede med en Neil Robertson, som ikke rigtig har ramt topformen på det seneste, og Kurt Dunham, som ikke rigtig er brudt igennem på touren. Omvendt har Hossein Vafaei virkelig imponeret i det seneste års tid, og mens Vahedi ikke har meget professionel erfaring, så har han dog et amatørverdensmesterskab under bæltet.

Derudover opstod der i denne pulje en spøjs situation i doublen mellem Australien og Malta. Tredje frame endte 58-58 og gik i re-spot black, så der altså kun var sort på bordet, og første hold til at potte den ville vinde. Malta lagde ud, og så gik Neil Robertson til bordet. Han lavede et tilsyneladende helt reglementeret stød, hvorefter dommeren til hans store forbløffelse erklærede foul, og framen gik til Malta. Efter lidt diskussion blev det klart, at spillerrækkefølgen også gælder ved re-spot, og at det ikke var Neils tur til at støde, men hans makker Dunham. Dommeren må i den situation ikke advare spilleren inden stødet, og der var tilsyneladende heller ingen af de andre spillere, der var opmærksomme på det. Så en fejl var det, og dommerens afgørelse stod ved magt.

Endelig var der gruppe D, hvor det på papiret skræmmende skotske hold (Higgins/McGill) måtte se sig overgået af Thailand (Un-Nooh/Saengkham) og Nordirland (Allen/Swail). På de næste pladser kom uåpagtede Israel, Indien og Cypern.

De tilbageværende favoritter vandt deres respektive kvartfinaler, så det i semifinalen hed Kina A mod Thailand, og Kina B mod England. Her havde Ding og Wenbo havde ikke de store problemer med at sende Thailand ud med 4-2, men deres landsmænd og regerende mestre, Yuelong og Bintao, måtte se sig slået i en tæt 4-3 kamp af Englands Barry Hawkins og Judd Trump.

Der var dermed lagt op til en vaskeægte luksusfinale med verdens nr. 3 (Trump) og 6 (Hawkins) mod verdens nr. 4 (Ding) og 12 (Wenbo), med tyske Maike Kesseler som dommer. Og finalen blev da også præcist lige så spændende, som man kunne forvente. Mange tætte frames, men også nervøst spil især fra Wenbo, som lavede en del fejl. England kom på 3-1, men Kina kæmpede sig godt tilbage til stillingen 3-3. Holdene kunne nu selv vælge, hvem de ville sætte til at spille den sidste og afgørende frame, og valget faldt på Ding vs. Judd. Og denne gang rystede Ding ikke på hænderne. Han tog afgørende frame med 88-4, højeste frame-score i finalen. Kina genvandt dermed World Cup-trofæet, selvom det altså denne gang var “førsteholdet” og ikke “reserverne”, der hev sejren hjem. Det er i øvrigt anden gang, at netop Ding og Wenbo vinder trofæet, da de også tog pokalen forrige gang, turneringen blev spillet, i 2011. Dengang blev det til en finalesejr på 4-2 over Nordirland (Allen/Gerard Greene). Til gengæld må nederlaget i dette års finale være en stor skuffelse for englænderne, som havde alle chancer for at lukke kampen allerede ved 3-1.

Hvis du synes om denne artikel, så skriv gerne en kommentar herunder, eller like og/eller del den på Facebook eller Twitter. Så bliver vi så glade 🙂