The Masters 2016 – Alexandra Palace, London (Januar 2016)

The Masters er en af Snooker-verdenens såkaldte Triple Crown-turneringer – svarer lidt til en Grand Slam i Tennis eller The Majors i Golf. Det er den eneste af Triple Crown-turneringerne, som ikke giver point til verdensranglisten – til gengæld består turneringen af verdens 16 absolut bedste spillere plus to wildcard-spillere. Man er således garanteret snooker i verdensklasse allerede fra første runde. Og London er nemt at komme til. Forsvarende mester er Shaun Murphy, som massakrerede Neil Robertson med 10-2 i 2015-finalen.

Dette er en artikel om en turnering, der allerede er afsluttet.
Klik her for at læse om Dafabet Masters 2018

Hvor spilles turneringen?

The Masters 2016 spilles i “Ally Pally” – Alexandra Palace – fra 1873. Stedet ligger i grønne omgivelser i det nordlige London imellem Wood Green og Muswell Hill. Nærmeste undergrundsstation, Wood Green, ligger ca. 20 minutters gang derfra og herfra kan man med Piccadilly-linien komme direkte til centrum af London (fx Covent Garden og Piccadilly Circus) på ca. 20 minutter. Lidt tættere på ligger togstationen Alexandra Palace med forbindelser til den store Kings Cross station, ligeledes i centrum af byen. Det er ganske nemt at finde fra stationen til Alexandra Palace – der går en vej direkte gennem parken.

Hvornår spilles turneringen?

Turneringen spilles fra 10. januar til 17. januar 2016. Der spilles hele turneringen igennem kun med et bord ad gangen, og til og med semifinalerne spilles kampene som bedst af 11 i løbet af en session. Kampene i 1. runde en ad gangen fra 10. til 13. januar, med en kamp kl. 13 lokal tid og en kamp kl. 19 lokal tid. Den 14-15. januar spilles så de fire kvartfinaler efter samme princip. Den 16. januar spilles de to semifinaler og den 17. januar finalen (bedst af 19 frames over to sessioner).

Hvor køber jeg billetter og hvad koster de?

Billetterne købes hos See Tickets. Per 1. oktober 2015 er der stadig ledige billetter til alle runder og sessioner, dog ikke VIP-billetter til den afgørende finalesesson.

Priserne går fra 15 engelske pund (cirka 150kr) for en eftermiddagssession i første runde og op til 45 engelske pund (ca. 430 kr.) for sidste og afgørende session på finaledagen. Heldagsbilletter fås helt ned til 20 pund (1. runde kampene mandag til onsdag) og op til 75 pund for finaledagen. Derudoves fås VIP og såkaldte “Corporate Hospitality”-billetter fra kvartfinalerne og frem – de giver adgang til særligt gode pladser, velkomstdrink, program mv. C.H. billetterne til den afgørende finale-session koster £135, og giver endvidere særlig eskorte til og fra pladserne, 2-retters menu og adgang til VIP Lounge.

Hvor kan jeg bo i nærheden af turneringen?

Alexandra Palace hvor The Masters bliver spillet
Alexandra Palace hvor The Masters bliver spillet

Der findes mindre hoteller – nærmest Bed and Breakfasts – indenfor 1-2km af Alexandra Palace, men det bedste bud er nok at finde et hotel nærmere centrum og tæt på Picadilly-undergrundslinien, som stopper tæt på spillestedet, og som kører meget ofte. En mulighed er et af de mange hoteller omkring Russell Square. Russell Square ligger i gåafstand til mange af Londons seværdigheder, men er også godt forbundet med buslinjer og undergrundsstationen Russell Square, hvorfra der er direkte forbindelse til Wood Green ved Alexandra Palace. For et charmerende 4-stjernet hotel kan man fx vælge Russell Hotel, men der ligger ret mange – også billigere – hoteller ved Russell Square. Priserne går fra 700-800 kr per nat for et enkeltværelse eller lidt over 1000 kr per nat for et dobbelt-værelse. Bemærk, at man i England typisk betaler per værelse, og ikke efter hvor mange der bor på værelset. Til gengæld skal morgenmaden ofte betales oveni. Du kan booke dit London-hotel på booking.com.

Hvordan kommer jeg til London?

Der er dagligt mange flyafgange fra Københavns Lufthavn (Kastrup) til alle Londons tre større lufthavne Heathrow, Gatwick og Stanstead. Regn med cirka én til halvanden times transport fra lufthavnen til selve London, afhængigt af hvor præcist du skal hen. Der kræves ikke visum eller lignende for indrejse i England, men du skal igennem paskontrol, da England ikke er en del af Schengen-aftalen.

Af flyselskaber med regelmæssige afgange fra Danmark til London kan nævnes SAS, Norwegian og Easyjet.

Fra Heathrow går undergrundslinien Piccadilly direkte til centrum (ca. 1 time), og kører i øvrigt videre til Wood Green nær Alexandra Palace. Man kan også tage et hurtigtog på 15 minutter til Paddington-stationen, men det er noget dyrere.

Fra Stanstead kører Stanstead Express hvert kvarter til Liverpool Street-stationen i den østlige del af Londons centrum (ca. 45-50 minutter). Der kører også diverse busser.

Fra Gatwick kører der toge til London-stationerne Victoria og St. Pancras (ca. 30-45 minutter), foruden busser som tager cirka det dobbelte.

Alle de nævnte togstationer i London har gode undergrundsforbindelser for videre transport.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.