Den forgange uge har ikke budt på tv-transmitteret snooker, men har til gengæld tjent som kvalifikation til China Open, og derefter 1. runde af Welsh Open i Newport. Derudover blev det i ugens løb endeligt bekræftet, at PTC-finalen alligeel gennemføres 25-29. marts på trods af usikkerhed om spillested mv.

China Open-kvalifikationen blev spillet over tre dage i Capital Venue i Gloucester. Der blev spillet 64 kampe, og vinderen af hver af de 64 kampe er at finde i China Open-hovedturneringen, som begynder i Beijing i slutningen af marts.

Da kvalifikationen begyndte allerede sidste søndag, skrev jeg om et par af kvalifikationresultaterne allerede i sidste uges blog. Men for at opsummere kan man sige, at langt de fleste af de store favoritter gik videre til hovedturneringen. Dermed er bl.a. Robertson, Selby, Mark Williams, Mark Allen, Dale, Dott, Maguire, Murphy, Walden, Carter, Day, Fu, Ebdon, Trump, Bingham og Higgins med når det for alvor går løs. Der blev også plads til et par af de ældre legender – både Tony Drago og Jimmy White vandt deres kampe, mens Steve Davis måtte se sig slået af Michael Wasley.

Der var også lidt spænding om hvor mange af de fremadstormende kinesiske spillere, der ville kvalificere sig til den store turnering på hjemmebane. Årets hidtil mest vindende spiller, Ding Junhui, gik videre med 5-0 over thailandske Thanawat Tirapongpaiboon. Også Xiao Guodong (finalist i Shanghai sidste efterår hvor han tabte til Ding) klarede skærene med en 5-2 sejr over Andrew Pagett, og Tian Pengfei slog Sean O’Sullivan med klare 5-0. Zhang Anda og Liang Wenbo røg derimod hurtigt ud, og de fik følgeskab af Chen Zee, Liu Chuang, Cao Xin Long og Cao Yupeng – sidstnævnte tabte dog til landsmanden Li Hang, som dermed er videre.  Der blev dermed tyndet godt ud i den kinesiske deltagelse i Beijing, men det ændrer ikke ved at Ding Junhui må betragtes som en af storfavoritterne til sejren med en Xiao Guodong som interessant outsider, i betragtning af hans gode spil i denne sæson.

Welsh Open

I Welsh Open deltog for første gang 128 spillere i 1. runde. Runden fik derfor lidt karakter af kvalifikationsrunde, og TV-dækningen begynder da heller ikke før anden runde mandag 24. februar.

Den ældre thailænder James Wattana, som i en årrække ikke har gjort meget væsen af sig, har for anden gang i træk kvalificeret sig til last 64 i en større ranking turnering med sejre over væsentligt højere rangerende spillere. I kvalen til China Open gik det ud over Matthew Stevens, som blev massakreret og tabte hele 5-0, mens det i denne uge i Welsh Open var Rod Lawler (4-2), der måtte tage tidligt hjem. Modsat er det gået for verdens nummer 14, Robert Milkins, som sidste uge tabte China Open-kvalifikationen til Gary Wilson (nr. 87) og i denne uge måtte se sig slået af Scott Donaldson (nr. 77) i Newport.

Derudover bød 1. runde stort set udelukkende på favoritsejre – dog kan det nævnes, at Peter Ebdon, som sidste uge lige netop sikrede sig kvalifikation til Beijing med en smal sejr over Fraser Patrick (verdens nr. 116), blev spillet ud af banen af verdens nummer 96 (!), Li Hang, som vandt 4-0.

I anden runde, som begynder mandag, kan vi blandt andet se frem til kampe mellem de to originaler (men glimrende snooker-spillere) Dominic Dale og Dechawat Poomjaeng og mellem de to veteraner og tidligere verdensmestre John Higgins og Ken Doherty.

PTC Grand Final

Og endelig blev det til stor lettelse for mange fans og spillere bekræftet, at årets PTC finale faktisk bliver gennemført, selvom det for et par uger siden blev offentliggjort, at de ikke kunne spilles i Bangkok som ellers planlagt. Siden da har World Snooker været i tæt dialog med engelske og europæiske muligheder, og valget faldt ikke overraskende på en by som tidligere gennem mange år har lagt lokaler til store snooker-turneringer, engelske Preston, lidt nord for Manchester og Liverpool. Finalen spilles den 29. marts i Guild Hall, og to dage efter går det så løs med China Open i Beijing.

Snookerrejser.dk forventer at dække PTC-finalen med direkte updates og efterfølgende billeder, da webmasteren alligevel er i England i dagene umiddelbart op til finalen, og har haft held til at ændre sin flybillet hjem 🙂