En tur til UK Championship 2015 (rejsebeskrivelse)

Den smukke midt-engelske by York var i begyndelsen af december 2015 endnu engang rammen for UK Championship, den næst-vigtigste turnering på hele Snooker-touren. Snookerrejser.dk var endnu engang taget derover for at opleve verdens bedste snooker-spillere i en af verdens hyggeligste jule-byer.

Vi fløj fra København til Manchester med morgenflyet, og kunne allerede kl. 10:30 engelsk tid tage toget fra lufthavnen direkte til York, en tur på ca. 1 time og 45 minutter med lidt servering ombord, for dem der måtte have lyst til det. Fra toget kan man bl.a. se

• Etihad Stadium (Manchester Citys hjemmebane),
• den lille togstation Ardwick, som ligger i en forstad til Manchester og er en af de mindst benyttede i hele England (ca. 650 passagerer – om året!),
• Standedge-tunnellen gennem Penninerne, som er både den længste og højest beliggende kanal-tunnel i England. Selve toget kører igennem en parallel tunnel, som med sine 4,806m er den femte-længste tog-tunnel i England.
• Byen Huddersfield, den 11te største i England og kendt for sin Victorianske byggestil. Byen har relativt få moderne bygninger, og de Victorianske brunstenshuse dominerer bybilledet set fra toget.
• Byen Leeds, Englands fjerdestørste, og et moderne finanscentrum og regionalt kraftcenter.

Lidt over middag ankom vi til Yorks gamle og charmerende – og forholdsvis store – banegård, lige uden for bymuren. Vejret var hæderligt, så vi valgte at gå til vores hotel. Et lille stykke fra stationen fandt via pubben The Windmill Inn, et stort sted, som vi dog havde nærmest for os selv. Vi fik lidt øl og burger for ca. 120 kr., hvilket bestemt var rimeligt. I det hele taget er det som regel muligt at finde nogle ret gode tilbud på forholdsvis god øl og mad på pubberne til meget rimelige priser overalt i England. Vi fortsatte ad Nunnery Lane på ydersiden af bymuren, indtil vi kom til Bishopthorpe Road, en nord-sydgående shopping-gade med en hyggelig og let provinsiel stemning. Vejen, som i daglig tale kendes som Bishy Road, blev for nyligt kåret til “bedste shopping gade i Storbritannien” i en konkurrence i november 2015, hvilket siger en del.

Herfra gik turen videre over floden Ouse og ad Tower St. Her stødte vi på turens første berømthed, da vi krydsede vejen samtidig med kvartfinalisten Martin Gould, som, iført joggingtøj og sine ikoniske briller, var ude og få lidt luft sammen med sin far (tænker vi), før aftenens kvartfinale mod årets store overraskelse i UK Championship, verdens nr. 81 David Grace.

Videre ned til hotellet, Novotel York, som også benyttes af World Snooker. Vi fik et godt værelse med udsigt til floden på 4. sal, og slappede af et par timer med snooker kørende på fjernsynet.

Aftenen brugte vi på at gå en tur i den smukke gamle by, som med sine mange juledekorationer, gamle hyggelige gader, mange fantastiske pubber og et liv uden lige, er helt fantastisk i december. Vi spiste på Ye Olde Starre Inne, som trods sin beliggenhed midt i turistkvarteret er både hyggelig og serverer god mad. Efterfølgende fik vi lidt desert nær katedralen, York Minster, hvor vi kort efter blev gjort selskab af en masse glade mennesker, som netop var kommet fra den årlige jule-salmesang i kirken.

Lørdag morgen blev vi mødt på gangen af BBCs mangeårige kommentator, tidligere verdensmester, John Parrott, som hilste os godmorgen og som, viste det sig, boede på værelset lige overfor vores. Til selve morgenmaden så vi bl.a. (igen) Martin Gould, tidl. verdensmester (og kommentator) Ken Doherty og en lang række personer fra World Snooker-teamet, som vi kunne genkende fra tidligere turneringer.

Lidt over 12 gik vi til Barbican, hvor turneringen spilles. Det er ca. 10 minutters gang fra hotellet, så det bliver ikke meget nemmere. Billetterne skulle ombyttes pga. noget fejltryk, men det gik hurtigt og vi fik lige så gode pladser, blot på sidetribunen men længere fremme end ellers. I hallen ude foran salen var der sædvanlig mulighed for at prøve lidt snooker på tid og købe program + earpiece, så vi kunne få BBCs kommentatorer i ørene under kampen. Derudover var der godt gang i salget af øl, chips og kaffe. 15 minutter i kampstart fandt vi vores pladser, og kort tid efter begyndte konferencier Rob Walker opvarmningen. Stephen Hendry og John Parrott indtog deres pladser ved siden af BBCs sportsvært Hazel Irvine, og gav deres forhåndsvurdering af den første semifinale, som stod mellem Liang Wenbo og turneringens helt store overraskelse, the gentle giant David “Amazing” Grace. Hvad ingen af dem forudså var, at denne kamp ville blive usædvanlig lang, pga. de massive nerver, der prægede begge spillere. Grace havde aldrig stået i noget der bare lignede så vigtig en kamp før, og Liang havde som kæmpe-favorit alt at miste i tilfælde af et nederlag.

I mid-sessionpausen fik vi en bid mad i den lille lounge-café i stue-etagen – ikke noget prangende, selvom den massive hot dog, som jeg købte, ifølge reklamerne skulle være verdens bedste. I pausen mødte vi også en anden dansker, som havde taget turen til York, bl.a. inspireret af snookerrejser.dk. De havde ikke billetter til aftenkampen, men vi aftalte at mødes inden søndagens afgørende finalesession og spise lidt mad sammen.

Kampen startede igen, inden vi var færdige med frokosten, men da den på det tidspunktet allerede havde trukket en del ud, generede det os ikke at sidde i de mere komfortable café-stole lidt længere tid, hvorefter vi kunne se resten af femte frame på skærmene rundt omkring i forhallen/barområdet.

Først lidt i 19 blev kampens sidste ball pottet, og Liang Wenbo kunne udbryde et højt jubelskrig mens han hoppede op og ned af glæde. Han havde vundet de sidste fire (langsomme) frames, og gik dermed videre til finalen med en samlet sejr på 6-4. Ved et rent tilfælde mødte Grace og Liang også hinanden i kvartfinalen i Gibraltar Open en uge senere. Her blev det endnu engang en sejr til kineseren, hvilket fik Grace til at poste følgende bemærkning på Twitter:

Så snart kampen var slut, skulle salen ryddes og klargøres til næste kamp – som efter planen skulle begynde kl. 19. Først 19:30 var alt dog klart, og med en kamp mellem mestrene Mark Selby og Neil Robertson i vente, tydede alt på endnu en storslået snooker-aften – også selv om vi allerede havde siddet i salen i godt 6 timer.

Kampen blev imidlertid lidt af en skuffelse. Ken Doherty og Steve Davis gav nogle pre-match kommentarer, og Selby startede godt med et break på 52, men Robbo kom tilbage og stjal framen. Historien gentog sig i anden frame, hvor et Selby-break på 56 igen viste sig ikke at være nok. Vi var gået ud efter første frame, da vi måtte finde noget aftensmad for at holde resten af aftenen. Caféen i Barbican var lukket, så der var intet mad at få på selve spillestedet. Vi gik først til Mason’s Arms, hvor vi før har fået god mad i en kamppause, men her var stort set proppet og ventetid på maden. Vi fandt så The Loop, lige ved siden af Barbican, en kombineret restaurant/sportspub med storskærme overalt. Vi havde stedet næsten for os selv, og kunne her se Robertson uddele massive tæsk til the Jester from Leicester. Betjeningen var i øvrigt god, men maden dyr.

Vi nåede tilbage til femte frame, hvor Robertson igen formåede at snuppe framen trods et 49 break fra Selby. Og det så efterhånden ud til alligevel at blive en tidlig aften. Sjette og afgørende frame viste sig dog at blive forholdsvis spændende og var med sine 49 minutter også en af de længere. Kommentatorerne Dennis Taylor og John Virgo var meget optagede af kuglernes placering på bordet – efter relativt få stød, lå alle kugler på bordet nede i nærheden af sort, inklusive de lave farver. Ikke en eneste ball var at finde på bordets anden halvdel. Taylor mente ikke, at han nogensinde havde set noget lignende på et snookerbord. Det gjorde nu ikke den store forskel for kampens resultat. Robertson tog også denne frame, og Mark Selby måtte rejse hjem med et 6-0 nederlag i bagagen. Samtidig stod det klart, at søndagens finale for første gang nogensinde ville blive spillet uden deltagelse af en spiller fra Storbritannien – ja, ikke engang fra Europa. Det siger selvfølgelig også noget om, hvor meget Snooker-sporten har udviklet sig i de senere år, særligt i Kina, hvor der siges at være mere end 100.000 fuldtids-snookerspillere.

Ca. 22:40 var vi igen ude af Barbican, og efter et hurtigt smut fordi Tescos på Piccadilly for at købe lidt snacks, var vi tilbage på hotellet 23:10. Her var der godt gang i festen i baren, som helt var indtaget af World Snooker og Co. Bl.a. stødte vi på en Stephen Hendry + kæreste i højt humør – de boede i øvrigt fire værelser fra os oppe på 4. salen.

Så blev det finaledag, og vi varmede op med en endnu mere stjernespækket morgenmad end om lørdagen. Semifinale-dommerne Greg Coniglio og Terry Camillieri sad og spiste ved siden af kommentatorerne Dennis Taylor og John Virgo. Ken Doherty fik sig også en bid mad, og konferencier Rob Walker kiggede forbi, frisk efter en joggingtur. I øvrigt sjovt at se netop Walker, som altid er så ulastelig klædt, når han er “på”, stå der i sit joggingtøj.

Kl. 11 forlod vi hotellet for at kigge lidt på byens legendariske og skønne julemarked på Parliament Street. Det var et menneskemylder næsten uden lige, men markedet udmærker sig altså med at have utrolig mange spændende små boder, stande med interessant mad og forskellige lokalproducerede specialiteter. Og så selvfølgelig det obligatoriske hornorkester, der flere gange dagligt spiller Good King Wenceslas og andre klassikere i den anglofone verden.

Kl. 12:45 indtog vi så igen vores pladser i Barbican, nu på anden række midtfor, lige bag Robertsons stol. Dommeren var “the big guy” Jan Verhaas. Robertson var klar forhåndsfavorit, men det betød omvendt, at Liang, som i semifinalen havde været rystende nervøs, kunne spille meget mere frigjort og afslappet, og det havde en rigtig god effekt på hans spil. Selvom Robertson førte det meste af kampen, var der kamp til stregen i mange frames, og Liangs positive udstråling skabte ham mange fans undervejs. Selv ved spillernes walk-on var det lige ved, at kineseren fik et større bifald end den tidligere verdensmester fra Australien. Everyone loves the underdog.

Finalens højdepunkt stod Robertson dog for, da han lavede et maximum break på 147 i kampens sjette frame. Faktisk vandt han framen med usædvanlige 151-0, da han i forvejen havde fået tildelt fire point for en fejl af Liang. Salen eksploderede, og vi fik set vores andet 147 i York – første gang var i 2013, hvor Selby lavede et flot break i sin semifinale mod Ricky Walden. Selbys 147 break var dengang nr. 100 nogensinde i en televiseret ranking-turnering. Robertsons 147 var tilsvarende specielt for at være det første 147 i en Triple Crown-finale nogensinde, og selvom spillere som Robbo og Selby har lavet det flere gange hver, så er det stadig en stor ting, hvilket vi også tydeligt kunne høre på den lavmælte samtale mellem dommer Verhaas og Robertson lige foran os, mens de ventede på at Liang kom tilbage til syvende frame.

Efter 1. session var scoren 5-3 til Robbo, så der var stadig masser af potentiale til aften-sessionen. Vi havde denne dag noget mere tid til middag, da sessionen sluttede “allerede” 16:30. Vi mødtes med vores nye danske venner, og fik lidt lækker mad på den nærliggende italienske restaurant Toto’s – som varmt kan anbefales. Husk dog at bestille bord, da den er meget populær blandt tilskuerne i Barbican.

De sidste og afgørende finale-session var ligeledes spændende og intens, men manglede lige det sidste (fx. et 147 mere) for at komme helt op og ringe. Til gengæld er der altid noget specielt ved at se afslutningen og præmieoverrækkelsen ved de helt store turneringer, og dette var ingen undtagelse. Robbo vandt fortjent 10-5, men efter en flot indsats fra Liang. Han er dermed en af kun otte spillere, som har vundet UK Championship mere end én gang.

Vi fik et par øl på The Postern Gate, en stor pub tæt på vores hotel, og gik til køjs ved 00:30-tiden, efter at have overværet afgørelsen på endnu et flot UK Championship.

Mandagens morgenmad var noget mere stille end i dagene før. Vi stødte på enkelte World Snooker-folk, som var tydeligt mærkede af den VIP-fest, som traditionelt efterfølger finalen. Jan Verhaas, som vi dog ikke mødte på hotellet, twittede senere på dagen lidt om sine tømmermænd fra Leeds-Bradford lufthavnen.

Vi tjekkede ud fra hotellet ved 12-tiden, klarede de sidste indkøb på julemarkedet, og traskede så i det rigtig flotte vejr videre til stationen. Vi passerede på vejen floden Ouse, som på grund af voldsomt vejr længere mod nord og vest, flere steder var gået over sine bredder. Heldigvis ligger det meste af York relativt højt i forhold til floden, så skaderne var (i York) formentlig begrænsede, selvom vi så et par steder, hvor vandet gik helt op til vindueskanterne.

Ca. 1330 steg vi ombord på toget tilbage til Manchester Airport, og 17:25 fløj vi hjem til Danmark.

Alt i alt er UK Championship en af de turneringer, som vi kan give vores allerstørste anbefalinger. Turneringen tiltrækker de bedste spillere og et hav af legender på “kommentator”-holdet. Barbican er et fedt spillested, lige uden for den gamle bymur. Selve byen York er fantastisk, ikke mindst i december med alle sine julemarkeder. Det er også forholdsvist nemt at komme dertil, fordi toget kører direkte fra Manchester lufthavn.

Men husk: Bestil i god tid! Hoteller er dyre og svære at finde i York i december, men det er både billigere og nemmere, hvis man er i god tid. Hvis du overvejer at tage derover til næste UK Championship i december 2016, så prøv at bestille et værelse allerede nu, inden billetterne til UK Championship bliver sat til salg, hvilket som regel sker i slutningen af april. Du kan som regel nemt og gratis afbestille værelset indtil få dage før selve opholdet, så du risikerer ikke noget ved at booke værelse, før du ved om du får billetter til kampene. Vi kan varmt anbefale Novotel, som ligger tæt på og er base for mange af spillerne, dommerne og kommentatorerne under UK Championship. Men der er også andre hoteller i York. Prøv booking.com for et overblik og gode tilbud. Turneringskalenderen for 2016/17 er endnu ikke på plads, men semifinaler og finaler ved UK Championship 2016 bliver formentlig spillet i weekenden 3-4. december eller 10-11. december, så man kan overveje at helgardere og starte med at booke begge weekender, indtil de endelige datoer er på plads.

Vi har nu været til UK Championship et par gange, og kender både arrangementet og byen godt. Så spørg endelig løs, hvis der er noget særligt, du vil vide. Hvad enten det handler om turneringen, hoteller, restauranter, transport eller andet.