VM i Snooker 2018 – Sheffield (April/maj)

Verdensmesterskabet i Snooker 2017 er ikke engang overstået, men alligevel er man nødt til at tænke på VM i 2018, hvis man vil have en chance for at få billetter – især til de afgørende kampe! Billetsalget åbner den 1. maj, men overvej allerede nu at bestille hotel, for der er stor efterspørgsel efter Sheffield under VM! Læs mere herunder.

Hvor spilles turneringen?

VM i Snooker trofæet foran the Crucible i Sheffield
VM i Snooker trofæet foran the Crucible i Sheffield

VM i Snooker 2018 spilles for 41. gang i det intime Crucible-teater i centrum af Sheffield. Og det vil blive spillet der indtil i hvert fald 2027, da ejeren af World Snooker, Barry Hearns, i april 2017 underskrev en aftale med byen Sheffield om at spille de næste ti VMer i byen. Så er det på plads, og det flugter godt med, at Hearn tidligere har udtalt, at han håber, at Snooker-VM vil blive spillet i Sheffield for evigt. En stor del af byen står i øvrigt i snookerens tegn i tiden omkring VM, og der er også forskellige arrangementer for publikum i og omkring selve turneringen, så det er virkelig guf for enhver snooker-elsker.

 

Hvornår spilles VM i Snooker 2018?

Verdensmesterskabet spilles fra 21. april til 7. maj 2018, og det har 32 deltagere – de 16 bedste i verden plus 16, der skal igennem en opslidende kvalifikationsturnering umiddelbart op til VM. Der spilles på to borde samtidigt til og med kvartfinalerne. I første runde spilles bedst af 19 frames, i anden runde og kvartfinale bedst af 25 frames, semifinaler er bedst af 33 frames og finalen er, som altid, bedst af 35 frames.

Hvor køber jeg billetter til Snooker VM 2018 og hvad koster de?

Billetterne bliver sat til salg den 1. maj 2017, kl. 10:00 (dansk tid).

Billetterne koster mellem £22-37 for en standardbillet til en hverdagssession – prisen varierer afhængigt af, om det er til formiddag, eftermiddag eller aften. Kvartfinalerne koster mellem £40-50 per session, semifinalerne koster £60 (uanset session) og finalen koster £80-90 per session. Der udbydes som udgangspunkt ikke heldagsbilletter. Vil man se hele den sidste finaledag, skal man altså af med omkring £170 – men det bliver så heller ikke større inden for snooker!

Det er derudover muligt at købe VIP-billetter, som bl.a. omfatter en 3-retters menu, goodie-bag, møde med en Snooker Legende og rigtig gode pladser. Disse billetter koster £250 per session ved semifinalerne og £275-300 til finalen. Endelig er der nogle premium-billetter, som koster 25%-50% mere end de almindelige til alle sessioner – disse giver adgang til ekstra gode pladser og en goodie-bag, men altså ikke  til mad, møde med legende, osv.

Hvis du vil have en chance for at få finalebilletter bør du sidde klar på slaget 10:00 (dansk tid), mandag den 1. maj 2017, da billetterne forsvinder LYN-hurtigt. Billetterne sælges fra cruciblesnooker.com – held og lykke med at få fat i dem.

Hvor kan jeg bo i nærheden af turneringen?

Der ligger en del hoteller i Sheffield relativt tæt på Crucible-teatret, som ligger ret centralt. Blandt andet kan anbefales de 4-stjernede Novotel og Mercure, som også bruges af World Snooker. Stuart Bingham roste i 2015 Mercure for deres service under turneringen. Rejser man på stramt budget er budget-kæden Premier Inn som regel altid et godt valg, og den overgår efter webmasteres mening konkurrerende kæder som Travelodge og ibis. Andre Sheffield hoteller kan findes her.

Hvordan kommer jeg til Sheffield?

Easyjet og SAS har daglige flyvninger fra København til Manchester – flyvetiden er ca. 2 timer og prisen (med EasyJet) under 1000 kr retur, hvis man bestiller i rimelig tid. Fra Manchester Lufthavn kan man tage toget TransPennine Express en gang i timen direkte til Sheffield – det tager ca. en time og et kvarter, og koster omkring 200 kroner per vej. Togbilletter kan forudbestilles, betales og printes via www.tpexpress.co.uk.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.