En tur til Champion of Champions 2014

Den 8-9. november 2014 var Hr og Fru Snookerrejser i Coventry til semifinaler og finale i Champion of Champions, en turnering hvor kun 16 af de allerbedste spillere på touren deltager. Kvalifikationskravet var, at man skulle have vundet (mindst) en turnering på en særlig liste indenfor det seneste år, og hvis der ikke var nok turneringsvindere (fordi nogle spillere har vundet flere turneringer) opsupplerede man med spillere fra top 16, som ikke havde vundet en adgangsgivende turnering. I år kom bl.a. John Higgins med på den konto.

Forsvarende mester var Ronnie O’Sullivan, som sidste år vandt finalen over Stuart Bingham.

Champion of Champions 2014 program
Champion of Champions 2014 program

Selve turneringen blev spillet i Jaguar Hall i Ricoh Arena, et stort stadion- og underholdningskompleks, ca 5 kilometer fra Coventrys bymidte nær en motorvejssammenfletning. Fredag aften den 7. november fløj vi derfor til Birmingham Airport, som ligger cirka midtvejs mellem Birmingham og Coventry. Vi kunne have taget direkte til Coventry, men da vi også gerne ville have et glimt af selve Birmingham tog vi først en overnatning der. Vi kunne have taget toget direkte fra Birmingham International (togstationen ved lufthavnen) til Coventry på 10-20 minutter, men havde altså bevidst valgt en omvej.

Lørdag morgen gik turen så til Coventry, ca. 20 minutters kørsel fra Birmingham i det fyldte regionaltog til London Euston. Billetterne koster ca. 20-25 kroner per person og købes let i automater på stationen med betalingskort. Fra stationen i Coventry, som ligger lidt syd for bymidten ud mod ringvejen, tog vi en taxa til Ricoh Arena (ca. 10-15 minutter og 10-12 pund). Vi havde booket os ind på hotellet i selve arenaen, De Vere at Ricoh Arena, til en overnatning mellem lørdag og søndag, men kunne ikke tjekke ind før 15; baggagen kunne vi dog let få receptionen til at opbevare for os.

Ricoh Arena i Coventry
Ricoh Arena i Coventry

Vi havde valgt at flotte os med at købe VIP-billetter til semifinalerne (120 pund stykket). De gav adgang til Tournament Lounge i halvanden time inden hver session, og inkluderede i øvrigt to retters frokost og middag, program og ear piece til at høre kommentatorerne under kampen. Ved 12-tiden havde vi derfor sat os godt til rette, og var i gang med henholdsvis en lækker grøn karry og en kyllingeret (man kunne vælge). Pladserne var gode, og hvert selskab/par havde eget bord med navneskilt og det hele. Lige ved siden af stod to træningsborde, og loungen havde egen – næsten kø-fri – bar. En halv times tid før kampstart dukkede Ronnie O’Sullivan op, og vi kunne derfor på nærmeste hold følge at han først gav et pre-match interview til TV, og derefter trænede ved bordet i ca. 15 minutter. Kort efter dukkede også Ding Junhui op og begyndte træningen. Så følte man sig alligevel lidt priviligeret.

Ronnie O'Sullivan og Ding Junhui træner i Tournament Lounge før semifinalen
Ronnie O’Sullivan og Ding Junhui træner i Tournament Lounge før semifinalen

Kvart i et blev vi bedt om at gå ned i hallen og indtage vores pladser, hvilket vi gjorde. Opvarmningen af publikum foregik under ledelse af Mark Johnston-Allen, en tidligere semi-professionel snooker-spiller, som nu gør sig som journalist, kommentator og konferencier ved snooker-begivenheder (når Rob Walker ikke kan…) Han fortalte kort om, hvad der skulle foregå, hvornår vi ville komme live på ITV og hvordan vi skulle huje og klappe, når han fik stikordet fra værten i TV-studiet Jill Douglas. Det gjorde han OK, og folk var nogenlunde med på den – det er de ikke altid, og så kan stemningen i hallen godt blive lidt flad. Men ikke i dag. Der var i øvrigt fuldt udsyn til TV-studiet som var i bagenden af hallen bag en plexiglas-rude.

Der gøres klar til snooker i Jaguar Hall, Ricoh Arena - bemærk TV-studiet til højre i billedet
Der gøres klar til snooker i Jaguar Hall, Ricoh Arena – bemærk TV-studiet til højre i billedet

Kl. 13 startede transmissionen så, Mark gav stikordet “Thank you, Jill” og publikum begyndte at lave en ordentlig gang larm for spillerne, som blev præsenteret en efter en med entre oppe fra det ene hjørne af tilskuerrækkerne og ned af trappen forbi publikum til bordet. Vores VIP-billetter havde gjort, at vi fik pladser på forreste række på den ene langside (gul), så vi sad hele kampen ca. 3 meter fra Ronnie himself. Det var også lidt stort. Modsat os sad et par unge kinesere tæt på deres idol Ding, og følte sig tilsyneladende vældigt benovede over at være så tæt på to store mestre.

Selve kampen kan I læse om andetsteds; den blev aldrig rigtig spændende, for Ronnie var bare bedre end Ding, omend niveauet ikke var helt i top. Der var dog gode frames imellem, og Ding leverede en hæderlig præsentation. Der er bare ikke så meget at gøre, når man er oppe mod hvad kommentatoren, den 77-årige veteran Clive Everton, kaldte for en “unstoppable force”. I midt-session kunne vi gå i baren i Tournament lounge og dermed springe køen over i den almindelige bar. Og i princippet kunne vi også have siddet eller stået deroppe under et par frames, hvis vi ville strække benene, for der var storskærm med direkte transmission fra hallen deroppe.

Efter kampen gav Ding autografer til nogle af de mange fans, som stimlede sammen ved barrieren. Ronnie selv skyndte sig afsted, men han skulle jo også på dagen efter.

Ding Junhui skriver autografer efter nederlaget i semifinalen
Ding Junhui skriver autografer efter nederlaget i semifinalen

Jeg gik derefter hen og tjekkede os ind på hotellet (der var kø, for vi var ikke de eneste, som havde tænkt os at overnatte på De Vere ifm snookeren), og vi fik vores værelse, et Executive Room med udsigt til parkeringspladsen. Det lyder ikke charmerende, men værelset var faktisk super – kæmpestort, med badeværelse (brus+toilet), køkken og et badekar på løvefødder i stuen/soveværelset, hvor der også var en pæn sofagruppe.

Interessant værelsesindretning på De Vere at Ricoh Arena
Interessant værelsesindretning på De Vere at Ricoh Arena

Kl. 18 var vi tilbage i loungen til lidt aftensmad før kampen. En halv times tid før kampstart troppede Judd Trump op med sit entourage bestående af far, mor og vistnok også hans storebror. De følger ham efter sigende til næsten alle turneringer, og Clive Everton omtalte på et tidspunkt faren, Steve Trump, som “the unsung hero”, som havde kørt Judd tusindevis af kilometer rundt til snooker-turneringer over hele landet i børneårene.

Kort tid før vi skulle ned i hallen dukkede også Robertson op, og også han nåede at give et pre-match interview og potte et par baller inden vi gik.

Neil Robertson giver et pre-match interview før sin semifinale mod Judd Trump (som ses med ryggen til i baggrunden)
Neil Robertson giver et pre-match interview før sin semifinale mod Judd Trump (som ses med ryggen til i baggrunden)

Selve kampen var en mærkelig affære med flere lange og rodede frames. Trump vandt dog fortjent, og vi kunne begynde at glæde os til søndagens store finale mellem ham og hans store idol, Ronnie the Rocket.

Klokken havde da rundet 23, og vi var på udkik efter lidt mad. Først prøvede vi casinoet ved siden af, men der var en ganske pæn kø. Også hotellets restaurant havde lukket, men vi kunne bestille et par pizzaer i receptionen, hvorefter vi gik op på værelset. Fruen gik ned for at hente dem tyve minutter senere – og kom tilbage med en rygende varm signeret pizza(bakke). Det viste sig, at hun havde mødt Neil Robertson i receptionen (han tjekkede ud efter nederlaget), og i mangel af blok eller program, fik hun hans autograf på pizzaen.

Neil Robertsons autograf på pizzabakke
Neil Robertsons autograf på pizzabakke

Det blev søndag, dagen hvor det skulle afgøres, hvem der var Champion of Champions 2014. Vi spiste den meget engelske morgenmad på hotellet – et par borde fra Ronnie og et par af hans venner, som havde okkuperet en hjørnesofa, og så ud til at hygge sig fortræffeligt. Meget afslappede og muntre. Meget skægt, her næsten et år efter vi oplevede det samme med Mark Selby til semifinalen i UK Championship i York.

Vi havde ikke VIP-billetter til selve finalen, og prøvede derfor maden i det almindelige bar-område. Det var ganske OK, med frisklavede pizzaer, chilidogs, sandwiches mv til ret billige penge. Standard-øllen på stedet var i øvrigt gode gamle Carlsberg.

Den overraskende gode Street Food bod udenfor hallen
Den overraskende gode Street Food bod udenfor hallen

I hallen sad vi nu på femte række midtfor (imellem spillerne) i 1. session og på tredje række samme sted i 2. session. Ganske fine pladser, og noget billigere end den foregående dag. Det gjorde det også nemmere at se TV-skærmene, da vi havde en lidt bedre vinkel end på 1. række, så nakken skulle ikke nær så langt tilbage. Stemningen var igen fantastisk, og både Trump og Ronnie spillede op til deres bedste. I 1. session kunne man sporadisk høre fodboldsange i baggrunden – Coventry City spillede hjemmekamp på stadion lige over os(!), mens snooker-finalen blev spillet, men de fik gjort et eller andet ved det, så støjen ikke blev generende.

I pausen mellem 1. og 2. session gik vi ned i casinoet og fik en relativt dårlig burger og chili-con-carne, men da vi samtidig vandt 15 pund for et i en enarmet tyveknægt var det vel alt i alt besøget værd.

På G Casino i Ricoh Arena
På G Casino i Ricoh Arena

Den gode stemning fortsatte om aftenen, og som bekendt endte kampen 10-7 til Ronnie. Jublen ville ingen ende tage. Trump roste Ronnie til skyerne i sin taber-tale, og bemærkede, at han ikke håber, O’Sullivan stopper foreløbig, for der er stadig nogle tricks, der skal lures af. Ronnie kvitterede med ros til Trump, men bemærkede også, at han føler sig fantastisk godt tilpas med sit spil – endelig spiller han igen lige så godt, som da han var 15 år(!). Humøret var i øvrigt storartet, og Ronnie lod sig forevige med pokalen på hovedet, han sendte håndtegn rundt og promenerede den rundt om bordet, inden festen sluttede og han måtte skynde sig til interview hos Jill oppe i studiet.

Ronnie flasher pokalen for TV-seerne
Ronnie flasher pokalen for TV-seerne

Desværre gik han så hurtigt, at der ikke var tid til autografer. Men det kunne vi jo ikke have. Nu var “Running” blevet slæbt med hele vejen fra København og lå i håndtasken i Ricoh Arena. Og så må man jo bare vente. Så vi stillede os ud foran hallen sammen med 8-10 andre engagerede fans, og fulgte flere af notabiliteterne, efterhånden som de kom traskende ud med deres trolleyer, diverse udstyr osv. Bl.a. kunne man få sig en kort sludder med finaledommeren Brendan Moore og kommentatoren (og selv habil spiller) Alan McManus. Efter tre kvarter kom dommerkollegaen Paul Collier smilende ud – et usædvanligt syn, for han plejer at se gravalvorlig (og sur) ud under kampene. Han kunne glæde folk med, at Ronnie var på vej.

Og så kom legenden endelig ud til den lille ventende skare, smilende og afslappet og garderet af en hærdebred bodyguard. Han gav smilende og jokende autografer og lod sig fotografere med fansne, og det var tydeligt, at det var en oplevelse af de helt store for flere af de fremmødte. Ved 23-tiden forlod også han arenaen.

Ronnie giver Fru Snookerrejser.dk en autograf
Ronnie giver fru Snookerrejser.dk en autograf i Running

Om mandagen tog vi det stille og roligt om morgenen, og begav os så ind til selve Coventry. Den blev bombet sønder og sammen under anden verdenskrig og hører ikke til de kønneste i dag. Til gengæld er den nye katedral (ved siden af ruinerne af den gamle) nærmest et internationalt monument, for de byer som blev bombet under krigen, og i sig selv et besøg værd. Byen havde også lidt andre ting at byde på, fx gode pubber med stort udvalg af mad og øl, og billige priser, men nogen arkitektonisk perle er det altså ikke.

Kl. 18 var vi tilbage i lufthavnen, og efter en halv time i en af loungerne gik turen hjem til Danmark. Alt i alt en superfed tur – finalen havde budt på noget af det flotteste snooker, vi har set – og det er efterhånden en del. Stemningen var i top, og selvom det lå et stykke uden for byen, var Ricoh Arena med hotellet og casinoet rigtig velegnet til sådan et arrangement.

Vil du selv til Coventry og se Champion of Champions? Klik her for at læse om Champion of Champions 2016 – hvornår, hvor, hvordan du får billetter og kommer derover osv.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.