Uge 10 gav en længe ventet turneringssejr til Judd Trump i Championship League Snooker, og den evigt sympatiske Stuart Bingham vandt årets sidste ordinære PTC-turnering i Asien. Og så er det i øvrigt ved at være tid til årets sidste større ranking-turneringer før VM i Sheffield – begge spilles i Kina.

Først på ugen skulle sidste kvalifikationsgruppe i Championship League Snooker spilles, for at finde den sidste af de syv deltagere i finalerunden. John Higgins lagde stærkt ud, med fuldstændig suverænt at vinde sine seks gruppekampe (alle bedst af fem frames) med en samlet framescore på 18-2. I gruppe-semifinalen måtte han imidlertid se sig slået af Andrew Higginson, der vandt med 3-1. Higginsons eneste turneringssejr i en ranking turnering faldt iøvrigt mod netop Higgins i PTC 5-finalen i Sheffield i 2011.

Den anden semifinale stod mellem Ryan Day og Mark King, med Day som sejrherre (3-1). I finalen mod Higginson lagde Day stærkt ud med at vinde første frame 92-0. De næste to frames blev noget mere spændende men blev også begge vundet af Day med scorerne 65-47 og 65-24, og dermed var Ryan Day klar til at slutte sig til Judd Trump, Martin Gould, Ricky Walden, Shaun Murphy, Stephen Maguire og Joe Perry i finalerunden i Championship League Snooker 2014.

I finalegruppen sluttede Murphy og Maguire som 1’er og 2’er, men det blev 3’eren Martin Gould og 4’eren Judd Trump, som vandt de respektive semifinaler.  Finalen kom dermed til at stå mellem den regerende mester, Gould, og 2009-mesteren, Trump. Og det blev til en ganske fornem 3-1 sejr til Trump, som i første og sidste frame lavede breaks på henholdsvis 120 og 109. Med sejren kvalificerede Trump sig samtidig til årets Champion of Champions, som bliver spillet i Ricoh arena i Coventry, 3-9. november 2014.

Samtidig med finalerunden i CLS var det tid til årets sidste ordinære PTC-turnering, Dongguan Open i Kina. Turneringen havde deltagelse af 124 spillere, heraf langt størstedelen kinesere. Forhåndsfavoritten Ding røg ud allerede i 4. runde mod Liang Wenbo. Det var dog stadig kun mindre overraskende, at semifinalerne stod mellem tre kinesere og en europæer. I første semifinale slog Liang Wenbo sin landsmand Yu De Lu, mens det tilbageværende europæiske islet, Stuart Bingham, slog overraskelsen Cai Jianzhong.

I finalen lagde Liang Wenbo ud med et framevindende 81 break, men derefter vandt Bingham de næste (og sidste) fire frames 80-36, 66-22, 76-25 og 75-40. Ikke meget skulle have gået den anden vej for at det i stedet var hjemmebanehelten Liang, der vandt, men nu blev det altså i stedet Binghams første finalesejr i sæsonen.

I denne uge spilles så Haikou World Open ligeledes i Kina, men med væsentlig flere store navne på deltagerlisten.

Og som kuriosum kan det nævnes, at Stephen Hendrys tid i top-100 i verden er ved at lakke mod enden. På den opdaterede verdensrangliste er han således røget ned som nr. 96 i verden, efterhånden som hans point er blevet forældet.