Endnu en klassisk Masters-turnering er overstået, og denne gang er det utvivlsomt Ronnie O’Sullivans fuldstændige dominans, der vil blive husket. Men turneringen har budt på mange gode præstationer og momenter, som også er et gensyn værd.
Personligt husker jeg blandt andet Stuart Binghams fine kombination i ottende frame af førsterunde-kampen mod John Higgins, hvor han fra lang afstand pottede en rød – men hvor han desværre ikke havde styr på hvid, som susede ud og skubbede sort i det modsatte hjørne… Bingham tabte kampen 2-6.
Derudover var en særlig episk kamp i førsterunde de to Mark’er Selby mod Davis, som endte 6-5 efter en næsten timelang sidste frame, hvor Selby først i femte forsøg fik den afgørende røde. Selby kom i kampen hurtigt foran med 4-0, men en stærkt kæmpende Mark Davis pressede ham i sidste ende til det yderste.
Så var der Joe Perrys fine snooker mellem brun og baglinien i femte frame af kampen mod Stephen Maguire, som dog ikke lod sig ryste og vandt både framen og kampen, bl.a. efter helt fantastisk spil i sjette frame, hvor han pottede flere meget vanskelige baller. Det samme gjorde Perry, og det var en af de kampe, hvor det nærmest virkede uretfærdigt, at en af spillerne måtte forlade turneringen. Det var Joe Perrys sjette førsterunde-nederlag i lige så mange forsøg i Masters.
Tredjedagen huskes bl.a. for strømafbrydelsen, der forsinkede kampen mellem Ding og Murphy med 80 minutter, men hvor MC Rob Walker på fornem vis fik underholdt publikum imens. Murphy vandt kampen 6-4 efter at have været nede med 4-2. Om aftenen så vi Ronnie O’Sullivan i topform mod Robert Milkins, som dog undgik sit andet æg i træk mod Ronnie og “slap” med et nederlag på 6-1.
I de to sidste kampe i første runde vandt Neil Robertson en tæt kamp mod Mark Allen med 6-5, men det er Ricky Waldens imponerende comeback mod Barry Hawkins, hvor han var nede med 3-0 og 5-2 før han til sidst tog sejren, der vil blive husket.
I den ene af kvartfinalerne demonstrerede John Higgins igen, at han stadig er en, man skal regne med blandt de bedste – men Mark Selby viste sig endnu engang som “the comeback kid”, og vendte et truende 3-6 nederlag (med fire tabte frames i streg fra 3-1 til 3-5) til 6-5. Tredje kvartfinale mellem O’Sullivan og Walden blev en ualmindelig ensidig affære, hvor the Rocket spillede noget af det bedste snooker længe set, og vandt kampen 6-0 på kun godt en time. Han slog samtidig rekorden for flest point i træk, uden at modstanderen er kommet til. Walden bemærkede efterfølgende, at hvis Ronnie fortsætter med at spille sådan, vil han vinde samtlige turneringer, han deltager i, resten af sit liv!
Aftenens kamp var lidt mere jævnbyrdig og bød blandt andet på nogle fornemme snookers fra Stephen Maguires side – han endte da også med at vinde 6-2 over verdens nr. 1, Neil Robertson. En situation, som skabte livlig debat på Twitter og foran skærmene under kampen, var, da dommer Michaela Tabb dømte Foul (ikke “and a miss”) på Robertson, efter han klarede en snooker ved at ramme hvid og efterfølgende rød helt korrekt, men desværre snittede grøn (lige ved siden af stødballen) med køen umiddelbart efter.
Den første semifinale, døbt “the best friend battle” af Tabb med henvisning til kombatanterne, Mark Selby og Shaun Murphys, gode forhold væk fra bordet, blev en overraskende ensidig affære med storsejr på 6-1 til the Jester from Leicester (Selby). Scoren var ikke udtryk for komplet dominans, og Murphy havde sine chancer for at komme ind i kampen, men lige lidt hjalp det. Anden semifinale endte, ikke uventet, med en klar sejr til Ronnie over Maguire, som efter ellers godt spil i første frame (som han vandt) i stigende grad så ud til at lade sig frustrere over Ronnies gode spil. Ronnie vandt 6-2, og så var der lagt op til historiens tredje Masters-finale mellem Ronnie O’Sullivan og den regerende mester Mark Selby.
Finalen (bedst af 19) gav desværre aldrig den spænding, som mange havde håbet, og som har præget flere af de to spilleres tidligere finaler mod hinanden. Ronnie fortsatte sit suveræne spil fra de tidligere runder og vandt første session med 7-1 – mest spændende var nok syvende frame, der blev afgjort på en re-spot black, som Ronnie satte sikkert i højre midterhul i en frame, som Selby ellers havde haft gode chancer for at lukke. Men sådan skulle det altså ikke være.
De første fire frames i anden session blev imidlertid delt mellem dem, og da Selby også vandt første frame efter mid-session var stillingen pludselig 9-4 til O’Sullivan. Men så var det også slut. Finalen endte 10-4 til Ronnie O’Sullivan, som dermed vandt sin femte Masters-titel – han mangler nu kun en enkelt for at tangere Stephen Hendrys rekord på seks. På Selbys vegne kunne man derudover blot glæde sig over, at han i det mindste kom på god afstand af det “æg”, som han i første session med rette kunne have frygtet – og at han dermed ikke kom i samme “eksklusive” selskab som Mike Hallett, der i 1988-finalen tabte 9-0 til Steve Davis.
Alt i alt en glimrende turnering, hvor der dog aldrig var den store tvivl om, hvem der ville rende med den endelige sejr!
Næste uge byder på et par af de mere usædvanlige Snooker-events. Mandag til torsdag spilles tredje og fjerde gruppespil i Championship League Snooker, invitationsturneringen uden tilskuere på Crondon Park Golf Club. Derefter er det tid til Snooker Shoot-out, Snookerens svar på lynskak, som spilles i Circus Arena i Blackpool. Hver kamp varer én frame og hver frame varer maksimalt 10 minutter. Derudover er der timer på de enkelte stød, som højest må tage 15 sekunder (dog kun 10 sekunder i de sidste fem minutter). En anderledes slags turnering med ganske pæne pengepræmier og Martin Gould som regerende mester.