En forholdsvis stille uge i Snooker-verdenen, som dog bød på femte og sjette gruppespil i Championship League Snooker, samt på de første kampe i kvalifikationen til China Open.

I femte gruppespil i Championship League Snooker (CLS) fortsatte Shaun Murphy den fine form fra Gdynia Open, hvor han både vandt finalen og lavede et 147 break på vejen dertil. I denne uge blev det til en fin sejr i gruppespillet, hvor han i finalen slog den ligeledes formstærke Dominic Dale med 3-1. I gruppen deltog desuden Fu, Day, Higgins, Selby og Robertson (altså fire tidligere verdensmestre i alt i samme gruppe), så sejren var lidt af en præstation. Neil Robertson lavede – uden dog at komme i gruppesemifinalen – yderligere seks centuries, og han er dermed rigtig godt på vej mod de magiske 100 centuries på en sæson!

Gruppe 6 blev ikke overraskende vundet af Martin Gould, som virkelig er lidt af en ekspert i de små, hurtige turneringer med anderledes spilleformatter. Han er således også forsvarende mester i hele CLS og nu altså klar til faktisk at forsvare mesterskabet i finalerunderne i marts, efter at have slået John Higgins med 3-1 i gruppefinalen.

Søndag var det så tid til første dag med kvalifikationskampe til China Open, som i øvrigt bliver spillet i engelske Gloucester. Konceptet er således, at de 128 potentielle deltagere spiller en kamp hver, og vinderne af de 64 kampe er så kvalificeret til China Open – årets sidste store ranking turnering før VM – i Beijing i starten af april. Mest bemærkelsesværdigt på førstedagen var det, at Matthew Stevens røg ud med et brag med et 5-0 nederlag til veteranen James Wattana.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=iY8inyXSpuo]

Overraskende var det også, at Joe Perry tabte 5-2 til den stort set ukendte Duane Jones (som dog er tidligere Walisisk amatørmester), samt at Robert Milkins røg ud til ny-professionelle Gary Wilson. Derudover bød dagen på nederlag til kinesiske Liang Wenbo og Zhang Anda, som altså ikke kommer til at kæmpe på hjemmebane i China Open. Til gengæld gik bl.a. Mark Selby videre med en klar 5-0 sejr over Ryan Clark, og også verdens nr. 1 Neil Robertson er videre med 5-3 over Li Yan.

Kvalifikationen fortsætter mandag og tirsdag, og så er det ellers tid til Welsh Open som i år for sidste gang spilles i walisiske Newport, midt mellem Cardiff og grænsen til England. Turneringen er vokset en del i de senere år, og i januar meldte World Snooker chefen Barry Hearns ud, at han gerne så turneringen flyttet til et større spillested, for eksempel i netop Cardiff.