Hele ugen er gået med Welsh Open, den sidste store ranking-turnering i Europa inden VM. Veteranen James Wattana kom for første gange i lang tid med blandt de sidste 32 ved en større turnering, og det walisiske håb Mark Williams nåede last 16, før han røg ud. Turneringens store samtaleemne var dog vinderen, Ronnie O’Sullivan, som er ved at ramme storformen op til VM og som kun tabte 10 frames i sine i alt syv kampe til og med finalen. Og så lavede han lige et 147 break i sidste og afgørende frame!

Årets Welsh Open blev efter alt at dømme den sidste i walisiske Newport, da Barry Hearns og World Snooker gerne vil flytte den til en større by og spillested, efterhånden som turneringen er vokset til 128 spillere i første runde.

Mange spillere deltog i håbet om at kunne skrabe nok point sammen til at være blandt de 16, som er direkte med i VM om lidt under to måneder. En af disse var det lokale håb Mark Williams, som har haft en halvdårlig sæson og derfor er røget ned som nr. 18 i verden. På hjemmebane i Wales måtte han dog regnes til outsiderne, og de lokale medier havde da også haft fokus på om turneringen skulle blive vundet af en waliser for første gang siden 1999 – hvor vinderen også hed Mark Williams.

Williams havde da også en OK stime med sejre over Michael Wasley, Tian Pingfei og mest imponerende over verdensranglistens nr. 1 Neil Robertson. Så var det imidlertid også slut, og Williams røg ud med 2-4 nederlag til Marco Fu i fjerde runde. Den anden store, men ofte meget ustabile, waliser Matthew Stevens var røget ud runden før, med 3-4 nederlag til en i det hele taget stærkt spillende Joe Perry, som da også nåede hele vejen til semifinalen.

En anden stærk spiller, der måske er ved at genfinde formen op til VM, er John Higgins,  som med sejre over klassespillere som Ken Doherty, Mark King og Judd Trump nåede kvartfinalen. Her mødte han desværre en Ronnie O’Sullivan i sin helt egen klasse og kampen mellem de to legender blev en ensidig affære, der endte med 5-1 sejr til Ronnie.

Finalen kom til at stå mellem den regerende verdensmester, Ronnie, og sæsonens indtil nu mest vindende, Ding Junhui. Ding havde på sin vej gjort det af med bl.a. Jamie Cope og Joe Perry, men også med turneringens overraskelse, unge Joel Walker, som nåede hele vejen til kvartfinalen.

Selve finalen blev næsten lige så ensidig som kvartfinalen mellem Ronnie og Higgins.  Efter første session var Ronnie i front med 7-1, og trods et mindre comeback fra  Ding i aftensessionen, hvor han lavede to centuries (100 breaks) i træk, blev finalen aldrig rigtig spændende. Joe Perry twittede undervejs, at hvis Ding havde mødt en hvilken som helst anden spiller, og spillet på samme måde som mod Ronnie, havde han formentlig været i front med 5-3… Hvilket blot understreger, at nok har Ding været ganske suveræn i denne sæson, men Ronnie er simpelthen i en klasse helt for sig selv!

Finalen endte med en klar 9-3 sejr til Ronnie, som tilmed afsluttede den 12. og afgørende frame med at lave hans karrieres tolvte 147 break. Dermed overtager Ronnie også rekorden for flest 147 breaks, som han tidligere måtte dele med Stephen Hendry (11 max breaks).

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=g_eIj28L1xk]

I næste uge bliver der spillet to parallelle turneringer, da det er tid til syvende gruppespil + finale i den specielle Championship League turnering, som spilles uden TV og uden publikum, men som dog streames via forskellige betting-sites. Samtidig spilles årets sidste turnering på den asiatiske PTC-tour i millionbyen Dongguan (8 mio indbyggere i 2010!).